Dagligliv i Azurduy og Sucre.
Det meste af tiden er vi Azurduy, hvor der er dejlig stille og roligt. Vi er dog meget i Sucre fordi vi er ved at lukke projektet og der er mange møder og praktiske ting der kun kan ske i Sucre.
I Azurduy bor vi i et dejligt stort hus, hvor Vicky nu også er flyttet ind i Niels og Anne Sofies gamle lejlighed. Vi har vores eget køkken og badeværelse og to værelser ovenpå, hvor vi nu ikke er særlig meget. Vi er mest i køkkenet, hvor der er varmt om aftenen. Sådan ser vores hus ud.
Vi har også en dejlig have, hvor græsset, nu hvor det er begyndt at regne, gror helt vildt. Vi har et bålsted hvor vi nyder at grille. Det er skønt at slappe af i haven i en liggestol, men vores blomsterbede trænger vist til at blive luget!
Al idyllen bliver sommetider overskygget af kløe fra loppebid. Derfor bliver Pelle vasket grundigt en gang imellem. Pelle hader at blive vasket, så det er en kamp når Ole Henrik beslutter sig for at nu er det tid for et bad.
Om aftenen hygger vi os i køkkenets hyggekrog, enten med en DVD-film, som vi ser på computeren (vi har nemlig ikke fjernsyn, det er der ingen af de lokale i Azurduy der kan forstå), eller med en god bog. Pelle få sommetider (oftere og oftere) lov at komme ind til os, han er en meget social hund.
Ude i Azurduy har vi utrolig god tid til at lave mad og da det var Ries fødselsdag, lavede Ole Henrik en fantastisk æblekage til hende.
Her sidder Ole Henrik og hygger ved spisebordet. Vores spisebord har været rammen om mange gode middage. Men det er også tit her vi holder møder. Vi har nu besluttet hvem der skal have alle vores ting (mens vi sad ved vores spisebord), alle institutioner, organisationer og landsbysamfund har kunnet søge om vores indbo. Vores spisebord skal ende sine dage i hospitalets mødesal.
Vores kontor ligger også i huset. Det er en fordel, for så er der kort til arbejde, men tilgengæld kommer vores samarbejdspartener rendende i tide og utide, da de ikke kan forstå at vi også kan lide at holde fri engang i mellem! Der er meget at lave på kontoret, og Rie tilbringer en del tid med at hold orden i arkivet.
Mange vigtige dokumenter bliver skrevet på vores computere. Det har været meget svært at beslutte hvem der skal have computerene når vi lukker projektet. Alle vil have en computer, uanset om de ved hvordan den fungere.
Hvergang der er fodboldturnering (2 gange om året) stiller IMCC med et hold (betaler for det). Denne gang var Ole Henrik stjernen på holdet. Det var et forfærdeligt vejr da den sidste kamp blev spillet, og så blev guld kampen ikke engang afgjort og der måtte spilles omkamp søndagen efter.
Nu er regntiden begyndt at sætte ind og en af de sidste gange vi kørte til Sucre oplevede vi de mærkeligste vejrfænomener. Først var det hedebølge, så blev det regnvejr og tilsidst begyndte det at hagle. Vi fik øje på dette hvide bjerg med kaktusser i forgrunden.
I Sucre nyder vi det urbane liv. Rie har derfor fået lavet manicure, dog ikke med det allerbedste resultat!