Endelig kom vi frem til vores mål, Azurduy, som ligger 9 timers kørsel af en støvet grusvej fra Sucre. Azurduy er en hyggelig lille landsby (ca. 1100 indbygger), med et stort opland.
Der er et hospital i byen med 6 læger ansatte. Deres vigtigste opgave er at udføre kejsersnit og sørge for at kvindernes fødsler foregår på betryggende vis.
Der er flere forretninger i byen, små landhandler, som allesammen sælger det samme.
En af de aller første dage i Azurduy var vi inviteret til fødselsdag hos vores vaskekones (Beatriz) søn. De bor en time (til fods) fra Azurduy. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, først fik vi tynd risengrød og som hovedret en kæmpe tallerken traditionel boliviansk mad (kød, masser af ris og kartofler). Efter maden blev der spillet fodbold på græsmarken ved siden af deres hus. Beatriz’ far (gammel, dement) kom også forbi og slog en sludder af med Ole Henrik.
Omgivelserne i Azurduy er helt fantastiske.
Nu er vi jo blevet hundeejere. Pelle er projekthund, og er den der har været på projektet længst. Han er 11 år gammel og meget trofast mod danskere og nordmænd. Han er allerede bedste venner med især Ole Henrik, da han ynder at lege med han og gi’ ham en ordenlig nussetur (Rie er lidt mere tilbageholdende pga. Pelles lopper). Desværre lider Pelle af gigt og han halter ret meget når han går, men han er nu sat i behandling af dyrlægefar (Ries) og han har det meget bedre.
Se billed nr. 6.
Som nævnt i en tidligere beretning har Ole Henrik fået motorcykelkørekort. Så han skulle selvfølgelig ud og prøve Nielses motorcykel. Det så lidt fare truende ud og Niels var lidt bekymret for sin motorcykel, men Ole Henrik hold sig på to hjul og i 2. gear!
