Bolivias nationaldag, 6 august

Bolivias nationaldag den 6. august.

Fejringen af Bolivias frigørelse fra Spanien. Det hele minder meget om festlighederne på 17. maj i Norge. Et langt omtog med flag og råb. Skolebørnene havde øvet sig i flere uger på at spille på tromme. Vi skulle være med i optoget sammen med hospitalet og RPSerne (barfodslægerne). Forest gik skoleorkesteret og så diverse autoriteter fra kommunekontoret, så kom hospitalet, flere skolebørn og voksenundervisning.
Da hele optoget var kommet frem til Plazaen, blev alle skolebørnene stillet op på rækker, nationalsangen blev afsunget og der blev holdt taler.
RPSernes (barfodslægerne) organisation havde holdt generalforsamlig i dagene inden nationaldagen, så de var allesammen i byen. Alle de kvindelige RPSer havde deres yngste barn med, som de stadig ammede. Alle kvinder på landet ammer til deres barn er ca. 2 år.
Afgangs klassen fra byens gymnasium havde deres egen uniform på med gule skjorter. Pigerne havde alle sammen korte støvler med 10 cm hæl, det var ikke alle der var lige gode til at gå med dem! De var helt vilde med at blive fotograferet.
Alle var mødt op i deres fineste tøj, også ”miss Azurduy” uden tænder....Tandlægen kunne have travlt i Azurduy, hvis folk havde råd til at betale for det. Nu må de nøjes med at få trukket deres tænder ud når der er noget galt med dem!
Pelle var selvfølgelig også med til festen. Han tror stadig han er byens konge, og det er han også næsten. Han er stadig den stærkeste hund i byen. I går var han oppe og slås med borgmesterens hund, som er en ung og stærk schæfer. Pelle, som er 11 år, lagde den ned, med desværre har Pelle ingen tænder, så det var nu Pelle, der blev hårdest såret under kampen med et dybt sår under øjet, som nu heldigvis se ud til at være ved at hele.
Det meste af OCISMA (RPSernes organisation) var mødt op til optoget. De have et flot banner med.
Vi i IMCC havde selvfølgelig også taget vores fineste tøj på. Her står Niels og Anne Sofie, som vi arbejder sammen med, og nyder solen.
Da optoget og talerne var overstået, blev alle byens autoriteter inviteret op til subpræfekten (han sørger blandet andet for at vedligeholde kommunes veje, men ellers er det lidt uklart hvad han egentlig laver. Det var ham der havde planlagt nationaldagsfesten). Og i Azurduy er IMCC en autoritet, så vi var selvfølgelig med blandt alle de vigtige personer. Der blev skålet og vi fik lidt at spise. Anne Sofie benyttede lejligheden til at sladre med Cristina, som er undervisningssygeplejeske på hospitalet.
Til afslutningen af OCISMAs (RPSernes organisation) generalforsamling blev vi spurgt om vi ikke ville give Chicha. Men da der tidligere har været problemer med at RPSerne har dinglet fulde rundt i Azurduys gader blev vi enige om at det var bedre at give dem frokost (lunsj) dagen efter. Og mens vi sad og ventede på maden så vi pludselig dette skønne syn: En mandlig RPSer med sin lille datter, dette ser man sjældent i Bolivia, der børnepasning er ”kvindearbejde”.
Ole Henrik benyttede ventetiden til at blive fotograferet sammen med nogen af RPSerne.
Før man kunne spise måtte man først stille sig op i den lange madkø.
Også sad vi allesammen bænket i det multifunktionelle hus, som IMCC har bygget til kommunen. Vi serverede saft på livet løs, der skulle sandelig ikke mangle noget. Sikke et svineri der var da vi var færdige. RPSerne er vist ikke vant til at spise indendøre, der lå kyllingeben overalt og Pelle foråd sig.